Hvordan kan du gøre det?


Jeg hørte engang mig selv sige på et førstehjælpskursus, citat:

”Hvis sammentræffet af uheldigheder er til stede, kan et lille barn drukne i en vandpyt med vand til anklerne – men det sker altså ikke, mens en ansvarlig voksen står og kikker på”!

Jeg gik engang på en træbro, der kun var en enkelt meter bred. Det var en lun efterårsdag. Der var vand på begge sider, vandspejlet var få centimeter under gangbroen og vanddybden var cirka en halv meter. Et helt fantastisk sted med rørskove, masser af fugle og et udkiks tårn. I rygsækken var der madpakke, kaffekande, bleer, vådservietter – og godt med tørt reservebørnetøj.

Foran mig løb min datter på knap et år. Lidt usikker på benene, og nogle gange med fodsålerne helt ude over kanten, når hun stod og gloede ned i det klare vand, hvor små fisk svømmede omkring…

Men jeg var inden for fem meters afstand og opmærksom hele tiden – altså som i 100 procent opmærksom.

Uanset hvad, ville jeg til hver en tid kunne hive hende op. Endda helt uden selv at blive våd.

En totalt uansvarlig forælder eller hvad?

Mod os kom en kvinde, som jeg i tankerne vurderede til et sted i halvtredserne. Store, alvorlige øjne og faktisk ikke noget smil til gengæld for det jeg afsendte. Heller ingen hilsen.

”Sig mig lige engang – hvordan kan du gøre det, det er jo fuldstændig uforsvarligt”?

Jeg kikkede uforstående på hende?

Da kvindens krop gjorde automatiske spjæt i retning af at ville ”redde” min datter fra at falde i vandet, forsøgte jeg at forklare, at jeg skam havde situationen under fuld kontrol.

Men hun kunne slet ikke høre mine ord og fortsatte: ”Jeg ville så gerne have mit lille barnebarn med herud, men det kommer ikke på tale: Det er simpelthen for farligt”.

Hun rettede dræberøjnene tilbage mod gangbroen og fortsatte – helt rød i hovedet af raseri og forargelse!

Stakkels barnebarn, tænkte jeg

Kvinden havde måske/formentlig noget i den mentale bagage, som jeg ikke kendte. Hun ønskede garanteret ikke selv at have det sådan, hun ville jo gerne have haft sit barenebarn med på turen.

Jeg ærgrede mig på hendes og barnebarnets vegne, da det jo netop ville have været fantastisk for dem begge, hvis barnet havde kunnet deltage i hendes tur i naturen.

I det aktuelle tilfælde ville kvinden (efter min vurdering, altså…) med garanti og med lethed selv kunne redde barnet op, hvis det faldt i vandet. Men det kunne hun jo selvfølgelig bedst selv vurdere…

Ligesom jeg (efter min mening) tilsyneladende bedst selv kunne vurdere mine egne evner!

Jeg syntes bare det var synd for kvinden (og barnebarnet).

Førstehjælpskurser er mere end førstehjælp

Jeg tænkte, at hun kunne have haft glæde af at deltage i et af de førstehjælpskurser jeg afholder. Så ville hun måske have set lidt mere nuanceret på situationen.

Førstehjælpskurser handler nemlig også om forebyggelse af ulykker, og om at få et mere realistisk syn på, hvad det er der er farligt – og hvad, der ikke er.

Men det handler selvfølgelig mest af alt om, hvad du gør, hvis en ulykke alligevel sker.

Det du får ud af et førstehjælpskursus (ud over evnen til at redde liv, naturligvis), er den helt særlige ro i maven du får, når du VED, at du KAN.

Jeg afholder disse kurser.

Førstehjælp i naturen.

Førstehjælp for voksne med ansvar for børn.

Og mange flere…