Close call på stranden


Nu vil jeg fortælle dig en (sand) historie.

Eller rettere; en oplevelse.

Selv her, lang tid senere, så tænker jeg stadig på det nu og da!

Og det påvirker min puls lige nu…

Det er midten af august ved Vesterhavet. Varmt og solrigt, og vinden er frisk fralandsvind.

Bølgerne er næsten en halv meter høje i brændingen, lige der hvor de ”knækker over”. Hundrede meter ude er der kun en meter dybt, for der står et par voksne badegæster ude på revlen i vand til maven. De er svømmet derud – på tværs af det dybe vand og den kraftige strøm, der er langs kysten.

Scenen er sat.

Vores fireårige datter er iført en våddragt, redningsvest og solhat. Hun sopper i vand til knæene, hele tiden med en voksen i hånden.

Måske er det at overreagere, men redningsvesten er i virkeligheden også kun for sjov, fordi hun ønskede det. Normalt sopper/bader vi her uden redningsvest, men selvfølgelig altid uden at slippe hendes hånd, når vi er ude i vandet. Og i havet går vi aldrig længere ud end til knæene, når hun er med.

Dette står i stærk kontrast til, hvad jeg ser lidt længere henne ad kysten.

En nøgen pige på cirka to år leger i vandkanten.

Alene.

Helt alene!

Indimellem når vandet til hendes knæ, når en bølge slår op på stranden.

Forældrene ligger på et tæppe og slikker sol oppe ved klitterne, 30-40 meter væk. Én af dem kikker ned til pigen engang i mellem, men på et tidspunkt ligger de også begge med snuden mod den stegende sol, uden at ænse den lille pige.

Tror de virkelig, at hun er i sikkerhed..?

Jeg kan se, at de fletter fingre, og der er romantik i luften. Sekunder bliver til minutter, og jeg bliver en lille smule harm, mens jeg en kort stund betragter de 2 turtelduer… Er deres lille datters sikkerhed ikke det vigtigste?

Pludselig får jeg et stik i maven.

Jeg kigger ned mod vandet, hvor pigen før legede helt alene.

Hun er væk.

Jeg kan mærke mit hjerte igennem brystkassen, og min mund tørrer ud på et splitsekund. Min krop gør klar til at løbe, men i det samme ser jeg pigen.

Hun er på vej op til mor og far.

Man kan i hvert fald konstatere, at ikke alle ser på Vesterhavet med samme ærefrygt, som jeg gør.

Forældrene er i min verden dybt uansvarlige (i hvert fald i mit verdensbillede i dette øjeblik).

I virkeligheden er det jo nok uvidenhed. INGEN forældre ønsker, at deres børn skal drukne.

Længere er den jo ikke.

Den stærke strøm, som nogle gange løber langs kysten, har snydt mange – turister, som ikke-turister. Man skal mange steder blot tage et enkelt skridt, så ændrer dybden sig fra ankelhøjde til en halv meter i det løse grus.

Eller mere.

Det er meget, hvis man blot er 2 eller 4 år gammel.

Nu hvor pulsen er ved at falde, er det tid til refleksion.

Lad os nu forestille os, at du er til stede i ovenstående eksempel fra det virkelige liv.

Du er måske eneste tilskuer ud over de uopmærksomme forældre.

Barnet falder, drukner, og bliver fundet igen (hvilket vil kræve held, hvis der ikke er 100 procent opsyn hele tiden).

Forældrene er ikke længere afslappede badegæster, overbeviste om, at de (og deres barn) er udødelige.

De er desperate, råbende, skrigende og helt ude af stand til at handle.

De er i situationen mere en byrde, end en hjælp.

Barnet ligger livløst i sandet med blå læber.

Hvordan mærker det i din mave lige nu?

Vil du være i stand til at give den rette førstehjælp? Med eller uden en hjertestarter til rådighed?

For hvert minut der går uden effektiv førstehjælp, så falder den lille piges chance for overlevelse med 10 procent.

Mærker du tvivl og ubehag eller føler du dig klædt på og parat til handling?

Vil du være den der tager initiativet uden betænkningstid og måske redder det lille barns liv?

Jeg er nødt til at spørge:

Har du – og alle dem du overlader ansvaret til (for dine børn) – været på førstehjælpskursus inden for de sidste to år?

Det er 4 timer vi snakker om.

4 timer en aften til (ligegyldigt) fjernsyn, i bytte for evnen til at kunne redde liv.

PS: Overlader du ansvaret for dit barn til andre, så er det okay at spørge dem, om de kan yde kvalificeret førstehjælp.

Børnehaven for eksempel?

Dagplejen, sportsforeningen, fritidsklubben.

Kan de ikke fylde et helt kursushold med ansatte, så kan de jo altid invitere bestyrelsen, forældrene, bedsteforældrene…

Der må være op til 16 deltagere på et hold.

Du ringer bare til mig: 40 47 84 27