Listen med de farligste ting i naturen – for børnene


Det sidste træ er fældet…

Vi skulle vælge børnehave og var på besøg hos en af mulighederne. Udenfor fortalte pædagogen, at et barn var faldet ned fra et træ for nylig.

”Men bare rolig – vi har fældet det sidste træ”.

Det skulle formentlig have beroliget os, men det virkede modsat.
Det gav en streg i minuskolonnen i vores regnskab med for og imod.

”Jamen er den natur ikke lidt for farlig for børnene”?

Det er der faktisk nogle, som spørger om.

Jeg tager det som et positivt tegn (at de spørger) – for så har de nemlig tænkt over det.

Men jeg synes nu det er ærgerligt, hvis unødige bekymringer holder nogle tilbage, så de ikke kommer ud i naturen med børnene og får glæde af alle de fantastiske oplevelser, der venter.

Eller hvis bekymringer tager en del af fornøjelsen…eller lægger en unødig dæmper på aktiviteterne…eller ”smitter” barnet med bekymringer for det ukendte…

Men hvis vi nu prøver at tænke lidt nærmere over det. Hvad betyder det så, at det er ”farligt”?

(Måske er det en god ide at sammenligne en legedag i skoven med en cykeltur i trafikken?).

I min verden, er alt fra brækkede arme og ben til splinter i fingrene, brændenælder og en kniv i fingeren, egentlig noget der hører til i småtingsafdelingen.

Listen er lang.

Det er en kalkuleret risiko man løber, for at opnå de mange goder ved at være i naturen. Men selvfølgelig skal man gøre hvad man kan, for at forebygge og undgå.

Til gengæld er der nogle ting jeg mener man bør fokusere på.

Meget.

Her kommer listen.

Skåret ind til benet med det vigtigste (alvorligste) af de skader, jeg mener, der er størst risiko for, når børnene slippes løs i den danske natur.

Tænker man meget og længe, så kan der sagtens opfindes flere – men dem tager vi lige i et andet afsnit…

Drukning

Børn kan drukne i meget lidt vand. For de mindste er få centimer nok.

De fleste børn, der er ved at drukne, råber ikke op og de vifter ikke med armene.
De forsvinder blot lydløst under overfladen.

Knap halvdelen, der ender på hospitalet på grund af drukning, er børn.

Underafkøling

Man skal ikke undervurdere faren ved at et barn falder i en å eller en grøft om vinteren, hvor vandet måske er tæt på frysepunktet. Der går kun ganske få sekunder inden et barn ikke selv kan komme op af en grøft med kanter og risikerer at ligge med hovedet under vand.

Fremmedlegemer i luftvejene

Små børn putter ting i munden. Større børn hopper, løber og
falder med mad, slik eller andet i munden.

Risikoen for at børn får fremmedlegemer i munden er til stede – i naturen såvel som alle andre steder.

Fald fra stor højde (træet i børnehaven)

Er uheldet ude, så kan det godt være farligt at falde ned fra et træ.

Eller fra en stol eller en skammel.

Men specielt ved udspring på hovedet på lavt vand, eller fald der kan sidestilles, er der særlig stor risiko for, at det er alvorligt. Her bør man altid antage, at der er brud på nakken/ryggen, indtil det modsatte er bevist af professionelle.

Hvepsestik i munden/halsen

Sidder der en hveps på ispinden, som det lille barn tager en bid af, hvorefter barnet bliver stukket i munden/halsen – så er barnet potentielt i livsfare.

Og så alt det giftige…

Svampe, bær, blomster, hugorme, fjæsing og skovflåter. Alt sammen er ubehageligt og KAN være livsfarligt. Men statistisk set, er det faktisk uhyre sjældent, at børn bliver alvorligt syge af noget af det.

Kender du den rette førstehjælp, så er det ikke noget der står højst på listen. Men det kræver, at der handles rigtigt, når det sker.

Hvad gør du, hvis det sker?

Med et førstehjælpskursus i bagagen er du langt bedre rustet til at gøre noget, hvis uheldet er ude.

Men også bedre rustet til at forudse og forebygge, at ulykkerne sker.

Det giver en stor indre ro, når du VED at du KAN.

Har du professionelt ansvar for børn i din daglig dag, har du et særligt ansvar for at være opdateret og fortrolig med førstehjælp i almindelighed og genoplivning i særdeleshed.

Med eksempelvis et kursus i ”Førstehjælp ved hjertestop, målrettet til børn”, som varer 4 timer, får du ganske meget øvelse i, hvordan du genopliver et barn (eller opretholder iltforsyningen til de vitale dele, indtil professionel hjælp er fremme).

Førstehjælpskurset er specielt for pædagoger, lærere, dagplejemødre, sportstrænere, aktivitetsledere og andre, som har professionelt ansvar for børn.