Hjernespind fra fortiden


Vil du binde min halskæde, far?

5 år gammel, 4 hjertemuslinger på en snor (samlet på dagens tur i vores fantastiske naturbørnehave) og 3 minutter i spisetid.

Enderne kan fint nå sammen, men halskædens vedhæng kommer dog til at hænge forholdsvis tæt under hagen.

Selvfølgelig binder jeg gerne enderne sammen. Selvfølgelig laver jeg gerne det råbåndsknob, du ellers lige har lært at binde selv (dog med tykkere snor).

Jeg kan nemlig godt forstå, at det tynde nylonsnor er svært for en femårig – 3 minutter i spisetid.

Det er ok.

Og så er det hjernen gør noget selv.

Altså min hjerne.

Selv om jeg (heldigvis) ikke selv var til stede, så lærte jeg af en rigtig episode for nogle år siden, at børn kan blive hængt i det de har om halsen. Altså det, man ikke troede muligt.

Tyndt, kort snor. Tyndt, men stærkt, som det jeg har i hænderne.

Jeg fortæller om det på førstehjælpskurser, når vi snakker forebyggelse. Eller laver øvelser ud fra rigtige scenarier. Ting, der er sket i virkelighedens verden.

1 minut i spisetid er halskæden klar til afprøvning. Bundet sammen med en elastik mellem de to ender, i stedet for det sædvanlige råbåndsknob, som ellers er universalt.

Elastikken springer, hvis min datter falder ned fra stolen og halskæden hænger fast i sømmet på væggen.

Eller noget…

Førstehjælpsundervisning sætter sig spor.

I hjernen.

Det virker i lang tid. Mange år. Hjernen fortæller os ting, vi troede, vi havde glemt.

Nå, nu skal jeg skal spise.

Vil du have førstehjælpsundervisning, så ringer du bare.

Mobil: 40 47 84 27

Vil du have flere guldkorn serveret, så kik lige her.

Historier som disse gør ting ved din underbevidsthed, som kan komme dig (eller andre) til gode.

Bevidst eller ikke bevidst.