Førstehjælpspiloten


Kun de færreste ved, at jeg er uddannet pilot (i hvert fald en form for pilot).

Faktisk tror jeg kun det er mine tidligere kollegaer i Beredskabsstyrelsen, der ved det, men de ved det til gengæld næsten alle sammen.

Det gik nemlig ikke helt stille af sig.

Er det så noget deltagerne på mine førstehjælpskurser drager nytte af?

Hvad synes du?

(Forklaring følger).

Der skulle implementeres en ny pædagogisk uddannelsesmetode i Beredskabsstyrelsen. Jeg var udvalgt, sammen med 11 andre, til at være spydspidsen, der skulle brede dette ud i hele organisationen.

Ideen var, at vi var et par stykker fra hver afdeling, som skulle på kursus. Her skulle vi uddannes som ”Videnpiloter”. En hel uge på Beredskabsstyrelsens højskole i Snekkersten med lækker mad, fine værelser med udsigt over Øresund – og undervisning fra tidlig morgen til meget sen aften.

Der var hyret eksterne undervisere. Phd i pædagogik og sådan…

I første time, mandag morgen, byggede jeg min første iglo.

Byggestenene var sukkerknalde og cementen var peanutbutter.

Sne, is og kulde var der ikke meget af.

Der sad vi så – til daglig var vi brandfolk og flere af os havde netop været udsendt til nødhjælpsarbejde i krigszoner.

Nu byggede vi imaginære igloer af sukkerknalde og peanutbutter!

Når vi spurgte eksperten i læringsprocesser, hvad meningen var, svarede hun altid med et kryptisk spørgsmål: Hvad synes du selv, at du kan bruge det til?

I begyndelsen tænkte jeg (vi), at lige om lidt går det op for os. Så får vi svaret. Selvfølgelig er der en mening med det. Selvfølgelig har de en plan, et mål.

Men svaret kom aldrig.

Sådan oplevede jeg det i hvert fald (og jeg tør godt afsløre, at jeg langt fra var den eneste).

Det var mildest talt en lang uge.

Vi stod på linje på en snor, vi hoppede på aviser, vi sad i cirkel og sang, vi lavede gruppearbejde i timevis, hvor vi diskuterede effekten af… gruppearbejde, som undervisningsmetode.

Til evalueringen om fredagen – 6 minutter før en 6 timers køretur tilbage til det mørke Jylland begyndte – råbte en hårdt presset phd i pædagogik: Drop jeres brok, det er en succes, sådan bliver det.

Slut!

Jeg bliver normalt lettere irriteret, når spørgsmål besvares med spørgsmål, med mindre det er i en undervisningssituation, hvor underviseren guider deltagerne til selv at finde svaret (det giver nemlig god indlæring).

Derfor kommer der her også svar på spørgsmålet i indledningen:

”Er det så noget deltagerne på mine førstehjælpskurser drager nytte af”?

Ja, det er det faktisk.

Den vigtigste læring på kurset var følgende punkter (eller – det vidste vi sådan set godt alle på forhånd, men nu var det ligesom tydeliggjort):

  • Motivationen for at lære skal være til stede
  • Undervisningsmetoden skal tilpasses den enkelte deltager/gruppe
  • Deltageren skal kende målet med det hele

Vi var alle brandfolk og befalingsmænd, som i hverdagen var uddannet til at tænke sådan her, både i undervisningen og på udrykninger:

Situationen er at…

Opgaven er at…

Nu gør vi sådan her…

Undervisningsformen på omtalte kursus var ikke tilpasset vores mindset. Men det kunne garanteret have fungeret med andre kursister inden for andre brancher.

Hvis du vil prøve et førstehjælpskursus, hvor undervisningen indeholder smagsprøver af ovenstående pædagogik, men hvor langt hovedparten af undervisningen er indøvning af praktiske færdigheder, under så realistiske omstændigheder som muligt – så hæng på.

Det er nemlig hvad jeg leverer.

Med benene på jorden.

Den jyske model.