Gode råd er dyre

Jeg kan huske en episode på en arbejdsplads.

Jeg siger ikke hvor, men det var et sted, hvor vigtige informationer og enorme mængder data blev opbevaret på store servere i hovedkvarteret.

En medarbejder skulle flytte eller opdatere (eller hvad ved sådan en ikke-teknisk, lavere rangerende medarbejder som jeg, der kun har det hele på pålidelig rygtebasis fra insidere?).

Der blev i hvert fald lavet en fejl, for pludselig en morgen var et helt drev væk. Det kunne selv jeg konstatere, da jeg loggede på systemet, for at hente materialerne til dagens undervisning (i førstehjælp, såmænd…).

Nu var gode råd dyre!

Ikke så meget for mig – jeg kunne så nemt som en kop kaffe klare min undervisning ud fra det jeg havde på rygraden – men for hele organisationen.

Det var ikke et spørgsmål om liv eller død (som det kan være i en førstehjælpssituation).

Men gode råd var stadig dyre.

Der var ingen sikkerhedskopi af sikkerhedskopien, og specialister måtte hentes ind udefra, for at genoprette hvad genoprettes kunne. Jeg husker ikke timeprisen, men det var VILDT.

Det virkede som en situation, som ingen var forberedt på.

Redningen blev ikke noget tidligere indlært, der sad på rygraden (som det ville have været i en førstehjælpssituation). Der var ikke lige en fast procedure, man kunne ty til. Eller jo, det var der sikkert, men da den så ikke virkede, så var der intet at falde tilbage på.

Det er selvfølgelig ikke alle situationer du kan indøve løsninger til på forhånd.

Det er det heller ikke med førstehjælp. Men langt de fleste kan du. Der kan i hvert fald indøves rutiner, som kan tilpasses næsten enhver situation, næsten uden at du tænker over det – hvis de ellers er øvet og trænet tilstrækkeligt.

Og ofte nok.

Du falder hele tiden tilbage på de indlærte principper og fortsætter derfra.

Du går ikke i stå og må sætte dig ned og vente til eksperten med de gode, dyre råd har tid til at dukke op. Du fortsætter bare, indtil ambulancen kommer (eller indtil andet sker, som også er indlært og øvet).

Er du i øvrigt med på listen med alle dem, der modtager nyhedsmail – med masser af gode GODE RÅD om førstehjælp?

Hvis ikke, så kan du få fat i en lille e-guide med de 5 vigtigste råd om førstehjælp.

De er ikke dyre (men kunne godt have været det).

De er gratis.

Fra mig til dig.

Du klikker bare her og udfylder felterne øverst

…og der er mere.

Du får en video om førstehjælpen ved fremmedlegemer i luftvejene hos børn. Og du får et lille skriv med 5 myter om førstehjælp.

Jeg glæder mig til vi ses i din indbakke.

Hilsen

Henrik

Har du snydt dig selv?

Det håber jeg ikke.

Det går slet ikke i min verden.

Jeg er nemlig opdraget med retfærdighed.

Altså ingen forskelsbehandling.

Det er dog sådan i denne her sag, at hvis det er tilfældet (at du er blevet snydt), så er det lidt din egen skyld. Men det kan jo være at du ikke ved det, fordi du ikke lige har set det?

Det er nemlig sådan, at hvis du skriver dig op til mine jævnlige førstehjælps-guldkorn i din indbakke, så får du både en video og hele to mini E-bøger, som jeg i al beskedenhed vil sige kan gøre en forskel.

Ahh, ”E-bøger” er måske så meget sagt. Vi kan kalde dem for guides eller noget…

De er uden billeder, eller de helt store grafiske krumspring, men med vigtigt indhold.

I videoen kan du se hvad du skal gøre, hvis et barn får et fremmedlegeme i luftvejene – altså maden galt i halsen.

De to skriv handler om gode råd og myter.

Føler du dig snydt?

Så er det nemt…

Du hopper op øverst på Forsiden, tilmelder dig nyhedsmail og modtager straks video og guides.

Jeg håber vi ses i din indbakke.

 

 

Nytårsforsæt efter rigtig død

”Det værste var, da den døde mands telefon ringede”.

Sådan begyndte en følelsesladet og stærk beretning fra en oplevelse der fandt sted på et koldt fortov en nytårsnat.

En oplevelse, som jeg her har fået lov til at gengive.

Og en oplevelse, som resulterede i et nytårsforsæt.

Personligt tror jeg ikke ret mange af den slags pludselige indskydelser (nytårsforsæt) nogensinde bliver en realitet. I hvert fald ikke i det lange løb.

Det er jeg faktisk ret sikker på.

Med mindre…at det drejer sig om helt specielle situationer.

Tag nu Jens her (navn ændret, da jeg har lovet ham anonymitet). Han oplevede nemlig en nytårsnat, som gjorde en verden til forskel.

Ikke kun for den livløse mand mellem det afskudte fyrværkeri på fortovet (måske, det ved vi faktisk ikke), men helt sikkert for Jens personligt.

Da Jens sad på knæ og udøvede hjertemassage på en dukke på mit førstehjælpskursus, da var det første gang han prøvede (altså at øve sig i det) – her cirka en måned efter den voldsomme oplevelse.

Hans nytårsaften havde i korte træk udfoldet sig som mange andres med besøg hos venner, hvorefter han nu stod af bussen i indre by, temmelig længe efter midnat. Der var forholdsvis stille, kun enlige taxier i for høj fart brød stilheden. Dog enkelte forsinkede raketter på himlen og et enkelt hult drøn fra et kanonslag et sted i det fjerne.

Efter et par minutters gang lå han der pludselig. Den livløse mand på fortovet.

Død, så det ud til.

Eller fuld?

Jens var i tvivl.

Han ruskede i ham, men der kom intet svar. Han kunne mærke en form for panik begynde at brede sig. Manden havde fråde om munden, øjnene stirrede helt tomt op i den tætte tågedis, der blandede sig med nattens krudtrøg.

112, tænkte han.

Den flinke kvinde i røret hjalp ham til at konstatere, at der ingen vejrtrækning var. Bagefter forsøgte hun efter bedste evne at få ham til at trykke på brystet af manden, men det var som om at hans krop strittede imod.

Bagefter havde han følt sig alt for forsigtig og tilbageholdende.

Han havde aldrig ydet førstehjælp før. Havde aldrig været på førstehjælpskursus. Havde aldrig set et dødt menneske før.

En mobiltelefon ringede i den døde mands lomme.

Skulle han tage den?

Han fiskede mobilen op og læste i det lysende display.

”Skat”, stod der.

Var det den døde mands kæreste, hans kone eller måske hans datter, der ringede?

Kvinden fra alarmcentralen vedblev sit forsøg på, at få ham til at trykke på mandens brystkasse, men han havde endnu ikke fået tøjet trukket til side.

Han lod den døde mands mobil ringe ud.

Det var som om hans hænder slet ikke ville gøre det hans hjerne fortalte dem. Han vidste ikke, om han havde siddet der i to minutter eller i 10 minutter. På én gang stod hans verden stille, samtidig med at tankerne farede rundt i hovedet: Hans egen bror på samme alder, hans bros børn – var ham her en far, med små børn, der netop nu lå hjemme i deres senge og sov en uvidende søvn?

Han trykkede måske sammenlagt 100 gange på mandens brystkasse og pustede nogle gange, inden han hørte sirenerne. Det var i hvert fald sådan oplevelsen havde sat sig i hukommelsen.

De næste minutter sad han alene på en nærliggende bænk, mens han rystede over hele kroppen. Redderne gav hjertemassage, gav stød med en hjertestarter for til sidst at placere manden på en båre og forlade stedet med udrykning.

Her bagefter – på førstehjælpskurset en måned efter oplevelsen – kendte han ikke resultatet.

Og det pinte ham.

Gjorde jeg det rigtige?

Skulle jeg have gjort mere?

Overlevede manden på grund af det gjorde?

Eller døde manden på grund af det jeg ikke gjorde?

Da han langt om længe faldt i søvn, ud på morgenen den første dag i det nye år, havde han taget en beslutning.

Han havde bestemt sig for sit eget nytårsforsæt.

Mandag den 4. januar klokken 09.30 var han i røret.

”Jeg vil gerne bestille plads på et førstehjælpskursus”.

”Det skal være det der 4 timers førstehjælpskursus, hvor jeg lærer at redde liv ved hjertestop”.

Tak fordi jeg måtte dele din historie, Jens.

Og tak fordi du læste til ende, kære læser.

Rigtig godt nytår!

Og husk: Det rigtige nytårsforsæt kan ende med at redde menneskeliv…

 

112-alarm

”Den der form for undervisning er kanon”, lød det fra en 19-årig værnepligtig. Han var ellers ikke just topmotiveret til de næsten 9 måneders uddannelse, træning, øvelse og skarpe opgaver, der ventede.

Han var absolut kun mødt op til aftjening af sin værnepligt, fordi han skulle (han ændrede senere mening og blev hængende meget længere, men det er en helt anden historie…).

Denne dag havde han kun været i gang i et par uger, så oplæring i brug af røgdykkerapparat var helt sikkert en udfordring. Det var meget fysisk krævende. Der skulle kravles gennem små, mørke og snævre rør og det hele var nyt for ham.

Hele holdet på 25 unge mænd skulle løbe på én række, iført tunge branddragter og røgdykkerudstyr. Et sted kom de ind i et lille rum. Her skulle de – forpustede, stressede og hivende efter vejret – overbringe en kort besked til en anden. Modtageren skulle så umiddelbart efter viderebringe beskeden til den næste og så fremdeles.

”15 grise, 8 køer og 9 baller halm”, lød min besked til den første i rummet.

Det var kun 10 sekunder han skulle huske beskeden, inden den næste på holdet stod klar, så han kunne videregive beskeden.

Sådan fortsatte det. Beskeden blev viderebragt fra den ene til den anden, efter bedste evne. Hele rækken igennem.

Men så – 25 mand senere:

”5 vise mænd kører rundt i halmen”.

Hvad kan du så lære om førstehjælp af sådan en mærkelig historie (som jeg i øvrigt har afprøvet ved snesevis af hold, uden det én eneste gang er lykkedes dem, at få den korrekte besked hele vejen igennem)?

Jo, egentlig flere ting. Specielt om kommunikationens svære kunst.

For nylig offentliggjorde Statens Institut for Folkesundhed resultaterne fra et forskningsprojekt, hvor 170.000 alarmopkald til Hovedstadens Vagtcentral var blevet analyseret.

Hele 20 procent af opkaldene var af en sådan karakter, at modtageren på vagtcentralen kategoriserede opkaldet som ”uklare problemer”. Det var simpelthen ikke muligt at få fuldstændig klarhed over ulykkens karakter, selv efter at medarbejderen havde spurgt ind til problemet.

Det er således den kategori de fleste alarmopkald ender i, efterfulgt af ”sår/brud/småskader” på anden pladsen og ”brystsmerter/hjertesygdom” på tredjepladsen.

Det er jo helt vildt, når det kan handle om liv eller død, om der blive afsendt en ambulance eller ej (der bliver dog som oftest sendt en ambulance, hvis der er tvivl). Men det er ikke underligt, at det er svært at tale med mennesker, der er ekstremt stressede, når de ringer.

Nå, men opsummering efter ovenstående: Kommunikation er svært!

Den dag du skal ringe op til 112, fordi du er vidne til et trafikuheld eller en person der har fået hjertestop, da vil du også være udfordret.

Det er alle.

Det der kan hjælpe (og mindske risikoen for misforståelser), er at være så forberedt, som overhovedet muligt.

Jo mere (kvalitets) førstehjælpsuddannelse du har i bagagen, jo større er chancen for at du er rolig, når du behøver det.

Mit evindelige mantra med ”uddannelse, øvelse, træning” gælder også her – igen, igen (jeg ved du har hørt det mange gange før, hvis du har hængt ud i min førstehjælpsverden i længere tid, men det er altså fordi jeg mener det meget…)

Det giver i hvert fald mening og er logisk for mig, og jeg har set det i praksis mange gange.

Til dig, der ikke har været på førstehjælpskursus inden for de sidste par år, så kik lige her: Førstehjælp ved hjertestop

Til dig, der måske for nylig har været af sted: Fik du installeret den gratis 112 app på din telefon? Hvis ikke, så finder du den her: 112app

Bedste hilsner,

Henrik

At arbejde efter Tsunami og jordskælv

Endnu et foredrag (om førstehjælp, men også om min blakkede baggrund).

Og endnu nogle geniale spørgsmål fra tilhørerne.

Baggrunden for det gode spørgsmål, som kommer om lidt, var en fortælling om en oplevelse.

Det var et eksempel på førstehjælp i en meget presset situation, som udsendt nødhjælpsarbejder i Indonesien efter Tsunamien tilbage i 2006. Fortællingen kommer ikke her – den kan du få i en nyhedsmail på et senere tidspunkt (hvis du ellers er tilmeldt?), eller du kan få den i et foredrag.

Men spørgsmålet fra en tilhører.

Den kommer her.

”Hvordan kan det lade sig gøre at arbejde i en sådan situation. Hvordan kan man ”være” i det?

Og se, det er meget interessant. Altså svaret.

Det er nemlig uhyre relevant, set i forhold til førstehjælpsuddannelse for alle. Også i en dansk kontekst.

Det er nemlig sådan, at opgaven med at yde førstehjælp er en meget uvant situation for de fleste. Uvant, ubehagelig og grænseoverskridende.

Eksempelvis et trafikuheld i en mørk skov, en mørk nat, hvor du ankommer alene.

Absolut muligt med 3.334 dræbte og tilskadekomne på de danske landeveje alene i 2015 (ifølge Danmarks Statistik).

Har du aldrig været på et førstehjælpskursus – eller er det mange år siden – så vil du helt naturligt have sværere ved at handle og gøre noget fornuftigt, frem for, hvis du har øvet og trænet førstehjælp ved trafikuheld mange gange, så du VED, hvad du skal gøre og i hvilken rækkefølge.

Præcis som mit svar til mit foredrag: Jo mere du har øvet og trænet, jo nemmere er det at arbejde i en sådan situation. At ”være” i det.

Som udsendt, alene, til en katastrofesituation, hvor der trækkes døde ud af ruinerne, der er stor mangel på mad, ingen muligheder for lægehjælp til alle de sårede og arbejdsbyrden er så overvældende stor, at det at sove synes som en ikke-eksisterende mulighed (selvom fornuften siger, at det SKAL man forsøge, efter de første svære døgn).

Hvis man har elimineret så mange udfordringer som overhovedet muligt på forhånd (inden afrejsen), så har man mere overskud til at koncentrere sig om det arbejde, der skal gøres. Det er således muligt at målrette al sin energi mod arbejdet, frem for at bruge energi på hvordan man kommunikerer hjem via kommunikationsudstyr man ellers ikke anvender til dagligt, opdatere sine faglige færdigheder, sætte sig ind i den lokale valuta, og mange, mange andre ting.

Jo flere bekymringer, der er fjernet på forhånd, jo mere energi kan kanaliseres til – opgaven.

Som i den mørke skov, en mørk nat.

Hvis du har øvet og trænet din førstehjælp i realistiske situationer for nylig, så ER det nemmere at handle rigtigt i situationen.

Jo mere du har øvet og trænet – jo større er sandsynligheden for at du handler fornuftigt, næste gang du er vidne til en ulykke.

Det er i hvert fald MIN erfaring.

Bedste hilsner,

Henrik

Førstehjælp – ikke lige noget for mig

100 meter før adressen, hvor jeg skal deltage i et møde om få minutter, ser jeg en bil i grøften.

Den ligger på taget.

Jeg ser med det samme et lille stykke plastik i det ene dørhåndtag med teksten ”Politi”.

Normalt bindes det rød/hvide plastik hele vejen rundt om bilen, så alle – på stor afstand – kan se, at der her er tale om en ”gammel” ulykke. I dette tilfælde har de været lidt nærrige med minestrimlen, men de har været her.

Her er ingen grund til at stoppe. Eventuelle tilskadekomne HAR fået hjælp.

Så jeg fortsætter til parkeringspladsen foran bygningen.

Intet drama her.

Endnu…

For på vej ind ad døren, møder jeg to mænd på vej ud.

Småløbende.

Da jeg møder de andre mødedeltagere, siger de: Måske du skal løbe derud, for du kan jo førstehjælp!

Det viser sig, at en anden mødedeltager også har set bilen (for nogle minutter siden) – men ikke minestrimlen.

Hun er dog fortsat til parkeringspladsen, har parkeret bilen, er gået ind og har fundet mødelokalet og fortæller så til de andre om bilen og mulige tilskadekomne (derfor de to mænd i småløb på vej ud).

”Men jeg stoppede ikke, for jeg kan jo ikke førstehjælp”.

Øhh…what?

Jeg skulle lige synke spyttet engang, inden jeg på den pæne måde kunne formulere et forslag om – som minimum – at se efter, om der var behov for hjælp, og så ringe 112, hvis nødvendigt?

Jeg har mødt det før, og jeg må jo bare konstatere, at det åbenbart er sådan en menneske hjerne nogle gange fungerer. At nogle simpelthen er for bange og for usikre, så de ikke tør at tage ansvar.

Ingen lader være med at hjælpe af ond vilje (vil jeg da mene…).

Løsning: Førstehjælpskursus!

På et førstehjælpskursus får du viden og frem for alt færdigheder, der gør, at du i en lignende situation handler som mig.

  • Stopper (med mindre du kan se med sikkerhed, at det er en ”gammel” ulykke)
  • Kikker
  • Ringer efter hjælp
  • Yder den førstehjælp, der skal til

Jeg vil ikke sige at du gør det uden hjertebanken og bekymring, og måske også ubehag.

Men du stopper.

Du handler.

Du redder liv, om nødvendigt.

Dansk Førstehjælpsråd anbefaler, at du opdaterer og træner dine færdigheder i førstehjælp mindst hvert andet år.

Der er mange muligheder for kurser, men jeg vil altid anbefale kortere kurser ofte, frem for lange kurser med mange års mellemrum (hvor læringskurven alligevel falder ud på de små timer).

Det her kursus vil være en rigtig god begyndelse…

På alle førstehjælpskurser trænes “Førstehjælpens 4 hovedpunkter”.

Det er noget du kan bruge ved enhver ulykke – også den i eksemplet her.

Bedste hilsner,

Henrik

Førstehjælpspiloten

Kun de færreste ved, at jeg er uddannet pilot (i hvert fald en form for pilot).

Faktisk tror jeg kun det er mine tidligere kollegaer i Beredskabsstyrelsen, der ved det, men de ved det til gengæld næsten alle sammen.

Det gik nemlig ikke helt stille af sig.

Er det så noget deltagerne på mine førstehjælpskurser drager nytte af?

Hvad synes du?

(Forklaring følger).

Der skulle implementeres en ny pædagogisk uddannelsesmetode i Beredskabsstyrelsen. Jeg var udvalgt, sammen med 11 andre, til at være spydspidsen, der skulle brede dette ud i hele organisationen.

Ideen var, at vi var et par stykker fra hver afdeling, som skulle på kursus. Her skulle vi uddannes som ”Videnpiloter”. En hel uge på Beredskabsstyrelsens højskole i Snekkersten med lækker mad, fine værelser med udsigt over Øresund – og undervisning fra tidlig morgen til meget sen aften.

Der var hyret eksterne undervisere. Phd i pædagogik og sådan…

I første time, mandag morgen, byggede jeg min første iglo.

Byggestenene var sukkerknalde og cementen var peanutbutter.

Sne, is og kulde var der ikke meget af.

Der sad vi så – til daglig var vi brandfolk og flere af os havde netop været udsendt til nødhjælpsarbejde i krigszoner.

Nu byggede vi imaginære igloer af sukkerknalde og peanutbutter!

Når vi spurgte eksperten i læringsprocesser, hvad meningen var, svarede hun altid med et kryptisk spørgsmål: Hvad synes du selv, at du kan bruge det til?

I begyndelsen tænkte jeg (vi), at lige om lidt går det op for os. Så får vi svaret. Selvfølgelig er der en mening med det. Selvfølgelig har de en plan, et mål.

Men svaret kom aldrig.

Sådan oplevede jeg det i hvert fald (og jeg tør godt afsløre, at jeg langt fra var den eneste).

Det var mildest talt en lang uge.

Vi stod på linje på en snor, vi hoppede på aviser, vi sad i cirkel og sang, vi lavede gruppearbejde i timevis, hvor vi diskuterede effekten af… gruppearbejde, som undervisningsmetode.

Til evalueringen om fredagen – 6 minutter før en 6 timers køretur tilbage til det mørke Jylland begyndte – råbte en hårdt presset phd i pædagogik: Drop jeres brok, det er en succes, sådan bliver det.

Slut!

Jeg bliver normalt lettere irriteret, når spørgsmål besvares med spørgsmål, med mindre det er i en undervisningssituation, hvor underviseren guider deltagerne til selv at finde svaret (det giver nemlig god indlæring).

Derfor kommer der her også svar på spørgsmålet i indledningen:

”Er det så noget deltagerne på mine førstehjælpskurser drager nytte af”?

Ja, det er det faktisk.

Den vigtigste læring på kurset var følgende punkter (eller – det vidste vi sådan set godt alle på forhånd, men nu var det ligesom tydeliggjort):

  • Motivationen for at lære skal være til stede
  • Undervisningsmetoden skal tilpasses den enkelte deltager/gruppe
  • Deltageren skal kende målet med det hele

Vi var alle brandfolk og befalingsmænd, som i hverdagen var uddannet til at tænke sådan her, både i undervisningen og på udrykninger:

Situationen er at…

Opgaven er at…

Nu gør vi sådan her…

Undervisningsformen på omtalte kursus var ikke tilpasset vores mindset. Men det kunne garanteret have fungeret med andre kursister inden for andre brancher.

Hvis du vil prøve et førstehjælpskursus, hvor undervisningen indeholder smagsprøver af ovenstående pædagogik, men hvor langt hovedparten af undervisningen er indøvning af praktiske færdigheder, under så realistiske omstændigheder som muligt – så hæng på.

Det er nemlig hvad jeg leverer.

Med benene på jorden.

Den jyske model.

Da statsministeren fik ondt i maven af tørsvømning

Husker du dengang snakken om tørsvømning i folkeskolerne ramte avisernes forsider?

Selv vores nuværende statsminister var ved at dø af grin (hvilket du kan se her, hvis du skulle have lyst)

Historien drejede sig om, at der skulle spares penge.

Nogle (ganske få) folkeskoler indførte tørsvømning, hvor eleverne skulle lære at svømme ved at ligge på maven på skolens græsplæne.

Langt de fleste skoler valgte dog IKKE at indføre denne billige undervisningsform.

Og rigtig godt for det!

Tænk sig at skulle stå og kikke på vandet i den dybe ende og så hoppe i for første gang. Uden korkbælte, redningsvest eller andet, men helt alene, hvor det gælder liv eller død.

Kan jeg så svømme nu, eller kan jeg ikke?

Med førstehjælp er det lidt det samme, men alligevel ikke helt.

Det er altid bedre at kunne lidt førstehjælp, end ingen førstehjælp.

Altid.

Men hvorfor ikke gå efter noget virkelig kvalitet i så vigtig en sag, som liv eller død?

Man kan sagtens få en introduktion til hjertestartere og hjertelungeredning på en halv eller hel time i forbindelse med et førstehjælpskursus, hvor man lærer andre ting. Eller til et foredrag.

Man får en ide om, hvad det går ud på. Får måske lyst til at lære det.

Men de findes, dem der tror at man bare kan tage et skud kvik fix i armen og så er man klædt på til at yde kvalitetsførstehjælp, når det virkelig brænder på.

Det er nu ikke almindelige borgere, der tror, at man kan lære det ved bare lige at se det eller prøve det et minut. Jeg har i hvert fald aldrig mødt dem.

Det er meget værre.

Der findes såkaldte førstehjælpsundervisere, som tror det (eller i hvert fald siger det).

Det gør mig gal i skralden, for det er – i sidste ende – menneskeliv, der omgås med lemfældighed.

Heldigvis er de få (plattenslagerne) – men vær opmærksom på dem. Du skal have kvalitet for dine penge.

Når du betaler for 4 timers førstehjælpskursus skal det vare 4 timer. Plus kaffepausen.

Og du skal prøve førstehjælpen ”hands on”.

I retningslinjerne fra Dansk Førstehjælpsråd står der præcist sådan her om 4 timers kurset: Førstehjælp ved hjertestop:

Alle deltagere skal have minimum 3 minutters effektiv træning på en genoplivningsdukke.

Alle deltagere skal have minimum 4 minutters effektiv træning med AED/hjertestarter.

På mine kurser får du prøvet MERE end mindstekravet.

Det garanterer jeg.

Hvis du vil se mere om et førstehjælpskursus, hvor 3 + 4 minutter er LÆNGERE end 7 minutter, så kik lige her.

Bedste hilsner,

Henrik

Hvordan lærte du at køre bil?

Det giver et ordentligt plask, da bådtraileren rammer vandet i havnen.

Det er et af de slæbesteder, hvor vejen ikke bare fortsætter ud i vandet, så man kan bakke trailerens hjul ud i vandet og derfra søsætte båden. Nej, det er et af dem, hvor vejen ender brat (under vandoverfladen) et lille stykke ude.

Bilens motor larmer og koblingen lugter, da chaufføren febrilsk forsøger at trække trailer (med båd på) op over kanten igen.

Uden held.

Den er ude over kanten. Der er ikke noget at gøre. Han skal have hjælp.

Det at køre for langt betyder i bedste fald besvær og saltvand i trailerhjulene. I værste fald, at bil og trailer (med chauffør) ender på havnens bund. I hvert fald ved slæbesteder som denne, hvor det går lodret fra kanten til 2-3 meters dybde.

Jeg betragter ham med medfølelse og tænker tilbage på den første gang, jeg selv skulle bakke en bil med tung bådtrailer ned at det stejle slæbested. Tidspunktet, hvor du ender liiidt for langt ude, så du lige skal en halv meter frem igen. Det er her, det virkelig viser sig, om du har fået føling med bilen og kan jonglere med koblingspunkt, bremse, håndbremse og det at bakke med en trailer.

I dag – over 100 gange senere – synes jeg det er let.

Ren rutine.

Og så er det jeg tænker…

Det her er et rigtig godt eksempel på noget, der ikke kan læres i et teorilokale eller ved at læse en bog. Eller ved at høre et foredrag. Eller se fjernsyn.

Det skal prøves, øves, trænes.

Man ender med at få føling med det.

Præcis som hjertelungeredning.

Der er virkelig ikke forskel, eller jo… koblingspunkt med foden versus tryk på brystkassen med hånden. Du ved, hvad jeg mener.

Men begge dele skal prøves, øves, trænes, hvis du skal være rigtig god og sikker i udførelsen.

Det bringer mig let og elegant videre til et førstehjælpskursus, jeg afholdt for nylig.

”Aldrig har jeg lært så meget”, kom det uopfordret fra kursisten, midt under kurset.

Store ord, synes jeg, men det er jo sådan set også et vigtigt emne, eftersom det i sidste ende er liv og død vi snakker om.

Vi øvede førstehjælp ved et ”rigtigt” trafikuheld, med rigtige mennesker bag rattet og på jorden ved siden af bilen. ”Rigtig” stress i form af tudende bilhorn, skrigende mennesker og et krav om hurtige kursist-beslutninger.

Efter lidt teori var vi i gang med det praktiske, som jeg mener, er langt det vigtigste (ligesom Hanne og hendes medkursister på dette hold altså også mente).

Til den afsluttende evaluering af selve kurset, blev det uddybet: ”Jeg har været på flere førstehjælpskurser tidligere, men for første gang får jeg lov til at afprøve alt den teori, sådan rigtigt – det er kanon”.

Den er sikker hver gang.

Det er det, der skal til.

Førstehjælp skal ikke kun HØRES, det skal PRØVES.

Det er ikke hokus-pokus-viden, at praktisk læring er bedre end teori. Man husker bedre, hvis man har prøvet – og specielt, hvis man selv har tænkt sig frem til løsningen og så udført det med hænder og krop.

Jeg er glad efter sådan en dag.

En dag, hvor deltagerne flytter sig helt vildt og kommer med roser, de kunne undlade.

Hvis du vil prøve førstehjælpen i praksis, så kan du bestille et skræddersyet kursus til din virksomhed, din børnehave eller din forening.

Eller du kan prikke til dem der bestemmer på din arbejdsplads.

Send dem her hen, hvis de vil vide mere: www.nordjyskfoerstehjaelp.dk

Eller ring 40 47 84 27…

Sol over Gudhjem

På syngende bornholmsk, i telefonen til alarmcentralen, lyder det: ”Han faller bevidstløs om å slår hovet ne i asfalten”.

Stedet er den lille by Pedersker på Bornholm.

27-årige Morten Berthelsen er på sommerferie og har valgt at løbe sig en tur i det gode vejr. Hans hustru bliver tilbage i sommerhuset, sammen med deres to måneder gamle tvillinger.

Da han rammer asfalten, er hjertet gået i stå.

Han er én i statistikken blandt en del mere end 3.500, som hvert år får hjertestop (uden for hospitalerne) i Danmark.

De samme statistikker viser, at hans chance for overlevelse falder med 10 procent for hvert eneste minut, der går, uden førstehjælp.

Til Mortens held, er Knud Kofoed fra Vej og Park i gang med at vande blomster – lige der ved Pedersker Hovedgade, på netop dette tidspunkt.

Knud kan førstehjælp, og sammen med andre tililende, blandt andet et par tyske turister, får de hentet en hjertestarter ved købmanden. Med støtte fra den rolige og professionelle medarbejder på alarmcentralen i røret – får de givet den korrekte førstehjælp.

De støder en enkelt gang med hjertestarteren, hvorefter Mortens hjerte begynder at slå.

Cirka 12 minutter efter alarmopkaldet når ambulancen frem.

Episoden får en lykkelig udgang.

Morten overlever – tvillingerne beholder deres far og Anna beholder sin mand.

Det er helt usandsynligt, at Morten ville have overlevet, hvis ingen havde gjort noget.

Denne dag skinnede solen – om ikke over Gudhjem, så i hvert fald over Pedersker. Og på Morten.

Det som kræves, for at kunne yde korrekt førstehjælp i tilfælde af hjertestop, er 4 timers indsats.

Kurset ”Førstehjælp ved hjertestop”, varer 4 timer og koster 365 kr. per person (lidt endnu, prisen stiger i efteråret).

Det er min påstand, at med dette kursus på dit CV:

  • Føler du dig sikker på hvad du skal gøre, så du har modet til at HANDLE
  • Kan du udøve Hjertelungeredning og anvende hjertestarter, så kvaliteten er i top (altså så EFFEKTIVT, som muligt)
  • Kan du med god samvittighed sige, at du har forberedt dig, den dag det er dig, der står i situationen

Vil du vide mere, så kan du læse om kursets indhold her: Førstehjælp ved hjertestop

Ellers ringer du bare … 40 47 84 27

PS:

Jeg har sjældent åbne førstehjælpskurser, hvor enkeltpersoner kan tilmelde sig. Jeg laver normalt kurser for grupper med 10 – 16 deltagere. Det kunne eksempelvis være din arbejdsplads, børnehaven, sportsforeningen, mødregruppen, familieweekenden eller noget helt andet.

 

PS, PS:

Episoden på Bornholm skete i 2012. Du kan se en video om episoden her.