Blog

Myter der (dog ikke) dræber og ikke redder liv

I snart 20 år har jeg beskæftiget mig med førstehjælp i varierende grad. Altid med undervisning og uddannelse som omdrejningspunkt.

Det betyder, at jeg altid har været forpligtet til at holde mig opdateret på seneste nyt om guidelines, metoder og udstyr. Har deltaget i kurser, læst faglitteratur og holdt ørerne åbne.

Og der er sket meget de sidste 20 år.

Der forskes og eksperimenteres en del på førstehjælpsområdet, sådan på internationalt plan, og der indsamles data til statistik, som viser rigtig meget om, hvad der virker godt og hvad der virker mindre godt.

Ellers slet ikke virker.

Ham der var soldat i 1953 skulle eksempelvis lave bevægelser med den døde, som (set på film i dag) er ret så underholdende.

Og hende der lærte førstehjælp i 1997, lærte noget, hun ikke lærer i dag.

Jeg kan for eksempel huske, da jeg skulle give den livløse uden vejrtrækning et ordentligt slag med en knyttet næve, lige midt i brystkassen, inden jeg begyndte at give hjertemassage. (Jeg har endda prøvet det real-life en enkelt gang).

Det skal jeg (og du) IKKE gøre længere.

Jeg kunne aldrig drømme om at anfægte, når nogen i en førstehjælpssituation – i bedste mening – gør det bedste de har lært (for mange år siden).

Alle gør jo det bedste, de kan.

Men jeg vil gerne gøre mit til, at så mange som muligt hele tiden er så opdateret som muligt på nyeste viden og metoder.

Og har træningen i det, ikke mindst.

Dermed når vi bedst målet: At kvaliteten af den førstehjælp der ydes hver eneste dag, bliver så god, som det kan lade sig gøre = flere liv reddes og flere varige skader på overlevende undgås.

Nå men…

Myter eller udvikling.

Hvis du endnu ikke er tilmeldt min nyhedsmail, så har du ikke modtaget mit lille skriv med titlen: 5 myter om førstehjælp.

Du kan nå det endnu. Tilmelding her.

(Så kan du se, om du skal hoste ved brystsmerter eller ej).

Fortsat rigtig god dag,

Henrik

Gode råd er dyre

Jeg kan huske en episode på en arbejdsplads.

Jeg siger ikke hvor, men det var et sted, hvor vigtige informationer og enorme mængder data blev opbevaret på store servere i hovedkvarteret.

En medarbejder skulle flytte eller opdatere (eller hvad ved sådan en ikke-teknisk, lavere rangerende medarbejder som jeg, der kun har det hele på pålidelig rygtebasis fra insidere?).

Der blev i hvert fald lavet en fejl, for pludselig en morgen var et helt drev væk. Det kunne selv jeg konstatere, da jeg loggede på systemet, for at hente materialerne til dagens undervisning (i førstehjælp, såmænd…).

Nu var gode råd dyre!

Ikke så meget for mig – jeg kunne så nemt som en kop kaffe klare min undervisning ud fra det jeg havde på rygraden – men for hele organisationen.

Det var ikke et spørgsmål om liv eller død (som det kan være i en førstehjælpssituation).

Men gode råd var stadig dyre.

Der var ingen sikkerhedskopi af sikkerhedskopien, og specialister måtte hentes ind udefra, for at genoprette hvad genoprettes kunne. Jeg husker ikke timeprisen, men det var VILDT.

Det virkede som en situation, som ingen var forberedt på.

Redningen blev ikke noget tidligere indlært, der sad på rygraden (som det ville have været i en førstehjælpssituation). Der var ikke lige en fast procedure, man kunne ty til. Eller jo, det var der sikkert, men da den så ikke virkede, så var der intet at falde tilbage på.

Det er selvfølgelig ikke alle situationer du kan indøve løsninger til på forhånd.

Det er det heller ikke med førstehjælp. Men langt de fleste kan du. Der kan i hvert fald indøves rutiner, som kan tilpasses næsten enhver situation, næsten uden at du tænker over det – hvis de ellers er øvet og trænet tilstrækkeligt.

Og ofte nok.

Du falder hele tiden tilbage på de indlærte principper og fortsætter derfra.

Du går ikke i stå og må sætte dig ned og vente til eksperten med de gode, dyre råd har tid til at dukke op. Du fortsætter bare, indtil ambulancen kommer (eller indtil andet sker, som også er indlært og øvet).

Er du i øvrigt med på listen med alle dem, der modtager nyhedsmail – med masser af gode GODE RÅD om førstehjælp?

Hvis ikke, så kan du få fat i en lille e-guide med de 5 vigtigste råd om førstehjælp.

De er ikke dyre (men kunne godt have været det).

De er gratis.

Fra mig til dig.

Du klikker bare her og udfylder felterne øverst

…og der er mere.

Du får en video om førstehjælpen ved fremmedlegemer i luftvejene hos børn. Og du får et lille skriv med 5 myter om førstehjælp.

Jeg glæder mig til vi ses i din indbakke.

Hilsen

Henrik

Har du snydt dig selv?

Det håber jeg ikke.

Det går slet ikke i min verden.

Jeg er nemlig opdraget med retfærdighed.

Altså ingen forskelsbehandling.

Det er dog sådan i denne her sag, at hvis det er tilfældet (at du er blevet snydt), så er det lidt din egen skyld. Men det kan jo være at du ikke ved det, fordi du ikke lige har set det?

Det er nemlig sådan, at hvis du skriver dig op til mine jævnlige førstehjælps-guldkorn i din indbakke, så får du både en video og hele to mini E-bøger, som jeg i al beskedenhed vil sige kan gøre en forskel.

Ahh, ”E-bøger” er måske så meget sagt. Vi kan kalde dem for guides eller noget…

De er uden billeder, eller de helt store grafiske krumspring, men med vigtigt indhold.

I videoen kan du se hvad du skal gøre, hvis et barn får et fremmedlegeme i luftvejene – altså maden galt i halsen.

De to skriv handler om gode råd og myter.

Føler du dig snydt?

Så er det nemt…

Du hopper op øverst på Forsiden, tilmelder dig nyhedsmail og modtager straks video og guides.

Jeg håber vi ses i din indbakke.

 

 

Nytårsforsæt efter rigtig død

”Det værste var, da den døde mands telefon ringede”.

Sådan begyndte en følelsesladet og stærk beretning fra en oplevelse der fandt sted på et koldt fortov en nytårsnat.

En oplevelse, som jeg her har fået lov til at gengive.

Og en oplevelse, som resulterede i et nytårsforsæt.

Personligt tror jeg ikke ret mange af den slags pludselige indskydelser (nytårsforsæt) nogensinde bliver en realitet. I hvert fald ikke i det lange løb.

Det er jeg faktisk ret sikker på.

Med mindre…at det drejer sig om helt specielle situationer.

Tag nu Jens her (navn ændret, da jeg har lovet ham anonymitet). Han oplevede nemlig en nytårsnat, som gjorde en verden til forskel.

Ikke kun for den livløse mand mellem det afskudte fyrværkeri på fortovet (måske, det ved vi faktisk ikke), men helt sikkert for Jens personligt.

Da Jens sad på knæ og udøvede hjertemassage på en dukke på mit førstehjælpskursus, da var det første gang han prøvede (altså at øve sig i det) – her cirka en måned efter den voldsomme oplevelse.

Hans nytårsaften havde i korte træk udfoldet sig som mange andres med besøg hos venner, hvorefter han nu stod af bussen i indre by, temmelig længe efter midnat. Der var forholdsvis stille, kun enlige taxier i for høj fart brød stilheden. Dog enkelte forsinkede raketter på himlen og et enkelt hult drøn fra et kanonslag et sted i det fjerne.

Efter et par minutters gang lå han der pludselig. Den livløse mand på fortovet.

Død, så det ud til.

Eller fuld?

Jens var i tvivl.

Han ruskede i ham, men der kom intet svar. Han kunne mærke en form for panik begynde at brede sig. Manden havde fråde om munden, øjnene stirrede helt tomt op i den tætte tågedis, der blandede sig med nattens krudtrøg.

112, tænkte han.

Den flinke kvinde i røret hjalp ham til at konstatere, at der ingen vejrtrækning var. Bagefter forsøgte hun efter bedste evne at få ham til at trykke på brystet af manden, men det var som om at hans krop strittede imod.

Bagefter havde han følt sig alt for forsigtig og tilbageholdende.

Han havde aldrig ydet førstehjælp før. Havde aldrig været på førstehjælpskursus. Havde aldrig set et dødt menneske før.

En mobiltelefon ringede i den døde mands lomme.

Skulle han tage den?

Han fiskede mobilen op og læste i det lysende display.

”Skat”, stod der.

Var det den døde mands kæreste, hans kone eller måske hans datter, der ringede?

Kvinden fra alarmcentralen vedblev sit forsøg på, at få ham til at trykke på mandens brystkasse, men han havde endnu ikke fået tøjet trukket til side.

Han lod den døde mands mobil ringe ud.

Det var som om hans hænder slet ikke ville gøre det hans hjerne fortalte dem. Han vidste ikke, om han havde siddet der i to minutter eller i 10 minutter. På én gang stod hans verden stille, samtidig med at tankerne farede rundt i hovedet: Hans egen bror på samme alder, hans bros børn – var ham her en far, med små børn, der netop nu lå hjemme i deres senge og sov en uvidende søvn?

Han trykkede måske sammenlagt 100 gange på mandens brystkasse og pustede nogle gange, inden han hørte sirenerne. Det var i hvert fald sådan oplevelsen havde sat sig i hukommelsen.

De næste minutter sad han alene på en nærliggende bænk, mens han rystede over hele kroppen. Redderne gav hjertemassage, gav stød med en hjertestarter for til sidst at placere manden på en båre og forlade stedet med udrykning.

Her bagefter – på førstehjælpskurset en måned efter oplevelsen – kendte han ikke resultatet.

Og det pinte ham.

Gjorde jeg det rigtige?

Skulle jeg have gjort mere?

Overlevede manden på grund af det gjorde?

Eller døde manden på grund af det jeg ikke gjorde?

Da han langt om længe faldt i søvn, ud på morgenen den første dag i det nye år, havde han taget en beslutning.

Han havde bestemt sig for sit eget nytårsforsæt.

Mandag den 4. januar klokken 09.30 var han i røret.

”Jeg vil gerne bestille plads på et førstehjælpskursus”.

”Det skal være det der 4 timers førstehjælpskursus, hvor jeg lærer at redde liv ved hjertestop”.

Tak fordi jeg måtte dele din historie, Jens.

Og tak fordi du læste til ende, kære læser.

Rigtig godt nytår!

Og husk: Det rigtige nytårsforsæt kan ende med at redde menneskeliv…

 

Jule(u)lykke – sådan gør du…

Facebook flyder over med dem.

Eksemplerne deles (og jeg har selv været der).

Alle kan forestille sig konsekvensen, når juletræet antændes i stuen og brænder i de opstillede forsøg, produceret af forskellige brandvæsen verden over.

Pas på med juletræerne, lyder det!

Men meget få af videoerne kommer med løsninger.

Hvad skal man så gøre NÅR det sker, når juletræet bryder i brand midt i julehyggen, midt i stuen?

Selvfølgelig er det forebyggende at se hvor hurtigt det kan gå galt, når et knastørt juletræ bryder i brand og efter ganske få minutter har produceret varme røggasser nok til, at hele stuen er overtændt og alle i rummet vil være døde, hvis de ikke er nået ud.

Men brandene vil ske alligevel.

Det som eks-brandmanden (yours truly) vil anbefale at gøre INDEN juletræets lys tændes er følgende:

  • Placer juletræet tæt på terrassedøren inden der tændes levende lys på træet (som jeg så personligt ALDRIG ville gøre – levende lys i et tørt træ inde i huset – med det er en anden historie).
  • Sørg for at der ikke er gardiner eller forhindringer omkring terrassedøren.
  • Fjern eventuel ledning til elektriske lys fra stikkontakten og rul det om træets fod.
  • Hav et par spande vand med en lille øse (litermål) klar i stuen.
  • Sørg for at de langhårede gæster har opsat håret, når der danses om juletræet, så håret ikke så let antændes.
  • Fortæl alle gæsterne på forhånd, hvad du vil gøre i tilfælde af ild i træet.

Der er himmelvid forskel på, om træet er taget ind dagen før (så brænder det meget langsomt), eller det har stået en uge eller to foran brændeovnen (så siger det ”puf” og er antændt på ganske få sekunder).

Hvis flammerne kan slukkes med lidt vand direkte på en gren, så er det selvfølgelig løsningen. Det bedste er ofte at ryste en sodvand, og så bevæge strålen hurtigt fra side til side (mens du holder en finger for det halve af flaskens åbning), så hele det brændende område rammes.

Ellers går du videre til næste skridt.

Er der rigtig ild i store dele af træet gør du følgende – hurtigt, men kontrolleret: Åbne døren, gribe træet ved foden og så slæbe det ud i haven, hvor det kan få lov at brænde på græsplænen i sikker afstand fra huset.

Det springende punkt i denne manøvre er, at du skal være beslutsom, gøre det hurtigt uden tøven og ikke stoppe op halvvejs. Skulle der efterfølgende være ild i gulvtæppe, pakker eller andet slukkes hurtigt med vand fra spanden.

Er træet helt i brand forlades bygningen omgående og brandvæsenet tilkaldes.

Metoden her fungerer naturligvis ikke i etageejendomme eller huse uden en brugbar dør ved træet. Men mange steder er det oplagt.

Ofte kan samme metode anvendes til brændende juledekorationer, hvis de da ikke kan klares med en rystet sodavand (hold en finger for og send strålen direkte mod juledekorationen, ikke oppe i flammerne).

Ovenstående er et eksempel på det som du får på et førstehjælpskursus.

Ikke metoder til at slukke juletræer, men konkrete færdigheder så du handler rigtigt, når et hjerte går i stå.

Ikke oplysning om, at det er farligt hvis hjertet går i stå – men øvelse og træning i hvad du præcist gør, når det sker.

PS: Ovenstående metode til brændende juletræer er selvopfundet. Det er lige præcis det som JEG vil gøre. Jeg kan ikke tage ansvaret for hvad der sker, hvis DU vælger at gøre det samme.

Du vælger selv din metode…

Til gengæld kan jeg tage ansvaret 100 procent for, at hvis du ved hjertestop gør præcis det jeg lærer dig på dette 4 timers førstehjælpskursus, så får den døde sin bedst mulige chance.

(Er du én af dem, der for nylig har været af sted på dette førstehjælpskursus, så læn dig velfortjent tilbage og nyd din gode samvittighed…).

Bedste julehilsner,

Henrik

Afrikanske forhold på de danske landeveje

Jeg har kørt mange tusinde kilometer i bil på Afrikanske veje i øde egne. Mange lande, mange gange og mange forskellige forhold.

Altså sådan alene, der hvor man skal klare sig selv, når noget uventet sker.

Punkterer jeg i min bil i Danmark, så kan jeg vælge at blive siddende i den varme bil, ringe efter hjælp, tune radioen ind på min favoritkanal og så ellers provokere min tommelfinger-slidgigt (hvis jeg havde en sådan) med lidt sms-skriveri, indtil en servicebil kommer og skifter hjulet på min bil.

Eller jeg kan vælge selv at finde mit velassorterede værktøjssæt frem fra bilens bagagerum og så få det hjul skiftet.

Det samme for dig – Your choice.

I Afrika er der kun den sidste mulighed.

Det vænner man sig hurtigt til – tankegangen – for det er det, som det handler om.

Det betyder, at man altid har sit værktøj, sit reservehjul og sine færdigheder trimmet så man kan klare sig selv.

Denne parathed til altid at kunne klare sig selv, er noget jeg ofte tænker på i en dansk kontekst – og ser, at utrolig mange bilister mangler.

Jeg tænker dog ikke på harmløse punkteringer, for herhjemme løser det sig altid uden tab.

Men førstehjælpen…

Selv i Danmark skal man regne med at kunne klare sig selv 100 procent – ikke sådan i det hele taget (som i Afrika), men de første minutter, indtil hjælp er fremme.

Hvad førstehjælpsudstyr angår (altså på de danske landeveje) så mener jeg man bør være forberedt på at klare sig selv i et kvarter, indtil hjælp er fremme.

Jeg vil anbefale – til helt almindelig kørsel herhjemme i Danmark – at du som minimum altid har dit førstehjælpsudstyr i orden. Altså det vigtigste.

Forslag til minimumsudstyr i din bil kunne være:

  • Refleksvest
  • Advarselstrekant (naturligvis, for det er jo ligesom lovpligtigt at man skal sætte én op i tilfælde af uheld)
  • Pulverslukker, gerne en større én af slagsen (5 kilo)
  • Folietæpper og almindelige tæpper
  • Et par kompresforbindinger
  • En selekniv (den der, som kun kan bruges til at skære sikkerhedsseler over med…)
  • Lygte

Med dette kan du klare de fleste førstehjælpssituationer ved trafikuheld, indtil hjælp er fremme.

Der kan dog sagtens suppleres med meget mere som er relevant, men det kræver først og fremmest, at du ved, hvordan det anvendes.

Og så er vi fremme ved det vigtigste: Førstehjælpskursus, mindst hvert andet år.

Plastre i forskellige farver, renseservietter og små, fine bandager er selvfølgelig fint, men set ud fra et livreddende perspektiv (og det er vel det, det handler om), så er det efter min mening spild af gode kroner – i hvert fald, hvis du ikke først har prioriteret at tilegne dig top tunede førstehjælpsfærdigheder.

Brug kronerne på viden og færdigheder.

Jeg har set adskillige fine førstehjælpstasker i bilers bagruder, indeholdende plastre, vatpinde, sakse, pincetter, renseservietter, tægetang og kløestillende creme – tasker som kostede mere end et 4 timers kursus, hvor du lærer at redde menneskeliv med ret simple håndgreb (OG samtidig passer på dig selv og andre, mens du yder den).

Håber du er køreklar?

Hvis ikke, så er der måske lidt ideer til julens gaveønsker.

Kik her, hvis du vil se det vigtigste førstehjælpskursus, du bør have.

Bedste hilsner,

Henrik

 

112-alarm

”Den der form for undervisning er kanon”, lød det fra en 19-årig værnepligtig. Han var ellers ikke just topmotiveret til de næsten 9 måneders uddannelse, træning, øvelse og skarpe opgaver, der ventede.

Han var absolut kun mødt op til aftjening af sin værnepligt, fordi han skulle (han ændrede senere mening og blev hængende meget længere, men det er en helt anden historie…).

Denne dag havde han kun været i gang i et par uger, så oplæring i brug af røgdykkerapparat var helt sikkert en udfordring. Det var meget fysisk krævende. Der skulle kravles gennem små, mørke og snævre rør og det hele var nyt for ham.

Hele holdet på 25 unge mænd skulle løbe på én række, iført tunge branddragter og røgdykkerudstyr. Et sted kom de ind i et lille rum. Her skulle de – forpustede, stressede og hivende efter vejret – overbringe en kort besked til en anden. Modtageren skulle så umiddelbart efter viderebringe beskeden til den næste og så fremdeles.

”15 grise, 8 køer og 9 baller halm”, lød min besked til den første i rummet.

Det var kun 10 sekunder han skulle huske beskeden, inden den næste på holdet stod klar, så han kunne videregive beskeden.

Sådan fortsatte det. Beskeden blev viderebragt fra den ene til den anden, efter bedste evne. Hele rækken igennem.

Men så – 25 mand senere:

”5 vise mænd kører rundt i halmen”.

Hvad kan du så lære om førstehjælp af sådan en mærkelig historie (som jeg i øvrigt har afprøvet ved snesevis af hold, uden det én eneste gang er lykkedes dem, at få den korrekte besked hele vejen igennem)?

Jo, egentlig flere ting. Specielt om kommunikationens svære kunst.

For nylig offentliggjorde Statens Institut for Folkesundhed resultaterne fra et forskningsprojekt, hvor 170.000 alarmopkald til Hovedstadens Vagtcentral var blevet analyseret.

Hele 20 procent af opkaldene var af en sådan karakter, at modtageren på vagtcentralen kategoriserede opkaldet som ”uklare problemer”. Det var simpelthen ikke muligt at få fuldstændig klarhed over ulykkens karakter, selv efter at medarbejderen havde spurgt ind til problemet.

Det er således den kategori de fleste alarmopkald ender i, efterfulgt af ”sår/brud/småskader” på anden pladsen og ”brystsmerter/hjertesygdom” på tredjepladsen.

Det er jo helt vildt, når det kan handle om liv eller død, om der blive afsendt en ambulance eller ej (der bliver dog som oftest sendt en ambulance, hvis der er tvivl). Men det er ikke underligt, at det er svært at tale med mennesker, der er ekstremt stressede, når de ringer.

Nå, men opsummering efter ovenstående: Kommunikation er svært!

Den dag du skal ringe op til 112, fordi du er vidne til et trafikuheld eller en person der har fået hjertestop, da vil du også være udfordret.

Det er alle.

Det der kan hjælpe (og mindske risikoen for misforståelser), er at være så forberedt, som overhovedet muligt.

Jo mere (kvalitets) førstehjælpsuddannelse du har i bagagen, jo større er chancen for at du er rolig, når du behøver det.

Mit evindelige mantra med ”uddannelse, øvelse, træning” gælder også her – igen, igen (jeg ved du har hørt det mange gange før, hvis du har hængt ud i min førstehjælpsverden i længere tid, men det er altså fordi jeg mener det meget…)

Det giver i hvert fald mening og er logisk for mig, og jeg har set det i praksis mange gange.

Til dig, der ikke har været på førstehjælpskursus inden for de sidste par år, så kik lige her: Førstehjælp ved hjertestop

Til dig, der måske for nylig har været af sted: Fik du installeret den gratis 112 app på din telefon? Hvis ikke, så finder du den her: 112app

Bedste hilsner,

Henrik

Hjertestart til hjertestop – ikke om søndagen, for da har vi lukket…

Over halvdelen af de nordjyske hjertestartere er låst inde om natten og i weekenden.

Nogle låser dem inde af frygt for at der øves hærværk på dem, hvis de sidder udendørs. Andre fordi de vil spare de penge, som et opvarmet skab koster.

Det værste er næsten de hjertestartere som sidder udendørs i et ikke-opvarmet skab (jeg har set det). Hjertestarteren virker nemlig ikke, når den har været udsat for den første frost.

Når det så er sagt: Jeg har aldrig solgt en hjertestarter, som ikke er tilgængelig døgnet rundt.

Du kan altid se på www.hjertestarter.dk, hvor der er placeret hjertestartere nær dig. Og hvornår på døgnet de er tilgængelige.

Det er dog ikke alle hjertestartere der er tilmeldt, så de kan ses – oftest på grund af uvidenhed.

Det er gratis og nemt at tilmelde sin hjertestarter, så alle kan finde den, når behovet opstår (inklusiv alarmcentralen, når de skal vejlede én borger der ringer 112 i tilfælde af hjertestop).

Ved DU, hvor den nærmeste hjertestarter er placeret nær dig?

Bedste hilsner,

Henrik

PS: Hvis du vil købe en hjertestarter til sportsforeningen, klubben, børnehaven, borgerforeningen… så kik her og her og her. Hvis du samtidig bestiller et førstehjælpskursus, hvor op til 16 deltagere lærer at anvende hjertestarteren, så får du 15 % rabat på kurset.

 

At arbejde efter Tsunami og jordskælv

Endnu et foredrag (om førstehjælp, men også om min blakkede baggrund).

Og endnu nogle geniale spørgsmål fra tilhørerne.

Baggrunden for det gode spørgsmål, som kommer om lidt, var en fortælling om en oplevelse.

Det var et eksempel på førstehjælp i en meget presset situation, som udsendt nødhjælpsarbejder i Indonesien efter Tsunamien tilbage i 2006. Fortællingen kommer ikke her – den kan du få i en nyhedsmail på et senere tidspunkt (hvis du ellers er tilmeldt?), eller du kan få den i et foredrag.

Men spørgsmålet fra en tilhører.

Den kommer her.

”Hvordan kan det lade sig gøre at arbejde i en sådan situation. Hvordan kan man ”være” i det?

Og se, det er meget interessant. Altså svaret.

Det er nemlig uhyre relevant, set i forhold til førstehjælpsuddannelse for alle. Også i en dansk kontekst.

Det er nemlig sådan, at opgaven med at yde førstehjælp er en meget uvant situation for de fleste. Uvant, ubehagelig og grænseoverskridende.

Eksempelvis et trafikuheld i en mørk skov, en mørk nat, hvor du ankommer alene.

Absolut muligt med 3.334 dræbte og tilskadekomne på de danske landeveje alene i 2015 (ifølge Danmarks Statistik).

Har du aldrig været på et førstehjælpskursus – eller er det mange år siden – så vil du helt naturligt have sværere ved at handle og gøre noget fornuftigt, frem for, hvis du har øvet og trænet førstehjælp ved trafikuheld mange gange, så du VED, hvad du skal gøre og i hvilken rækkefølge.

Præcis som mit svar til mit foredrag: Jo mere du har øvet og trænet, jo nemmere er det at arbejde i en sådan situation. At ”være” i det.

Som udsendt, alene, til en katastrofesituation, hvor der trækkes døde ud af ruinerne, der er stor mangel på mad, ingen muligheder for lægehjælp til alle de sårede og arbejdsbyrden er så overvældende stor, at det at sove synes som en ikke-eksisterende mulighed (selvom fornuften siger, at det SKAL man forsøge, efter de første svære døgn).

Hvis man har elimineret så mange udfordringer som overhovedet muligt på forhånd (inden afrejsen), så har man mere overskud til at koncentrere sig om det arbejde, der skal gøres. Det er således muligt at målrette al sin energi mod arbejdet, frem for at bruge energi på hvordan man kommunikerer hjem via kommunikationsudstyr man ellers ikke anvender til dagligt, opdatere sine faglige færdigheder, sætte sig ind i den lokale valuta, og mange, mange andre ting.

Jo flere bekymringer, der er fjernet på forhånd, jo mere energi kan kanaliseres til – opgaven.

Som i den mørke skov, en mørk nat.

Hvis du har øvet og trænet din førstehjælp i realistiske situationer for nylig, så ER det nemmere at handle rigtigt i situationen.

Jo mere du har øvet og trænet – jo større er sandsynligheden for at du handler fornuftigt, næste gang du er vidne til en ulykke.

Det er i hvert fald MIN erfaring.

Bedste hilsner,

Henrik

Førstehjælp – ikke lige noget for mig

100 meter før adressen, hvor jeg skal deltage i et møde om få minutter, ser jeg en bil i grøften.

Den ligger på taget.

Jeg ser med det samme et lille stykke plastik i det ene dørhåndtag med teksten ”Politi”.

Normalt bindes det rød/hvide plastik hele vejen rundt om bilen, så alle – på stor afstand – kan se, at der her er tale om en ”gammel” ulykke. I dette tilfælde har de været lidt nærrige med minestrimlen, men de har været her.

Her er ingen grund til at stoppe. Eventuelle tilskadekomne HAR fået hjælp.

Så jeg fortsætter til parkeringspladsen foran bygningen.

Intet drama her.

Endnu…

For på vej ind ad døren, møder jeg to mænd på vej ud.

Småløbende.

Da jeg møder de andre mødedeltagere, siger de: Måske du skal løbe derud, for du kan jo førstehjælp!

Det viser sig, at en anden mødedeltager også har set bilen (for nogle minutter siden) – men ikke minestrimlen.

Hun er dog fortsat til parkeringspladsen, har parkeret bilen, er gået ind og har fundet mødelokalet og fortæller så til de andre om bilen og mulige tilskadekomne (derfor de to mænd i småløb på vej ud).

”Men jeg stoppede ikke, for jeg kan jo ikke førstehjælp”.

Øhh…what?

Jeg skulle lige synke spyttet engang, inden jeg på den pæne måde kunne formulere et forslag om – som minimum – at se efter, om der var behov for hjælp, og så ringe 112, hvis nødvendigt?

Jeg har mødt det før, og jeg må jo bare konstatere, at det åbenbart er sådan en menneske hjerne nogle gange fungerer. At nogle simpelthen er for bange og for usikre, så de ikke tør at tage ansvar.

Ingen lader være med at hjælpe af ond vilje (vil jeg da mene…).

Løsning: Førstehjælpskursus!

På et førstehjælpskursus får du viden og frem for alt færdigheder, der gør, at du i en lignende situation handler som mig.

  • Stopper (med mindre du kan se med sikkerhed, at det er en ”gammel” ulykke)
  • Kikker
  • Ringer efter hjælp
  • Yder den førstehjælp, der skal til

Jeg vil ikke sige at du gør det uden hjertebanken og bekymring, og måske også ubehag.

Men du stopper.

Du handler.

Du redder liv, om nødvendigt.

Dansk Førstehjælpsråd anbefaler, at du opdaterer og træner dine færdigheder i førstehjælp mindst hvert andet år.

Der er mange muligheder for kurser, men jeg vil altid anbefale kortere kurser ofte, frem for lange kurser med mange års mellemrum (hvor læringskurven alligevel falder ud på de små timer).

Det her kursus vil være en rigtig god begyndelse…

På alle førstehjælpskurser trænes “Førstehjælpens 4 hovedpunkter”.

Det er noget du kan bruge ved enhver ulykke – også den i eksemplet her.

Bedste hilsner,

Henrik