112-alarm


”Den der form for undervisning er kanon”, lød det fra en 19-årig værnepligtig. Han var ellers ikke just topmotiveret til de næsten 9 måneders uddannelse, træning, øvelse og skarpe opgaver, der ventede.

Han var absolut kun mødt op til aftjening af sin værnepligt, fordi han skulle (han ændrede senere mening og blev hængende meget længere, men det er en helt anden historie…).

Denne dag havde han kun været i gang i et par uger, så oplæring i brug af røgdykkerapparat var helt sikkert en udfordring. Det var meget fysisk krævende. Der skulle kravles gennem små, mørke og snævre rør og det hele var nyt for ham.

Hele holdet på 25 unge mænd skulle løbe på én række, iført tunge branddragter og røgdykkerudstyr. Et sted kom de ind i et lille rum. Her skulle de – forpustede, stressede og hivende efter vejret – overbringe en kort besked til en anden. Modtageren skulle så umiddelbart efter viderebringe beskeden til den næste og så fremdeles.

”15 grise, 8 køer og 9 baller halm”, lød min besked til den første i rummet.

Det var kun 10 sekunder han skulle huske beskeden, inden den næste på holdet stod klar, så han kunne videregive beskeden.

Sådan fortsatte det. Beskeden blev viderebragt fra den ene til den anden, efter bedste evne. Hele rækken igennem.

Men så – 25 mand senere:

”5 vise mænd kører rundt i halmen”.

Hvad kan du så lære om førstehjælp af sådan en mærkelig historie (som jeg i øvrigt har afprøvet ved snesevis af hold, uden det én eneste gang er lykkedes dem, at få den korrekte besked hele vejen igennem)?

Jo, egentlig flere ting. Specielt om kommunikationens svære kunst.

For nylig offentliggjorde Statens Institut for Folkesundhed resultaterne fra et forskningsprojekt, hvor 170.000 alarmopkald til Hovedstadens Vagtcentral var blevet analyseret.

Hele 20 procent af opkaldene var af en sådan karakter, at modtageren på vagtcentralen kategoriserede opkaldet som ”uklare problemer”. Det var simpelthen ikke muligt at få fuldstændig klarhed over ulykkens karakter, selv efter at medarbejderen havde spurgt ind til problemet.

Det er således den kategori de fleste alarmopkald ender i, efterfulgt af ”sår/brud/småskader” på anden pladsen og ”brystsmerter/hjertesygdom” på tredjepladsen.

Det er jo helt vildt, når det kan handle om liv eller død, om der blive afsendt en ambulance eller ej (der bliver dog som oftest sendt en ambulance, hvis der er tvivl). Men det er ikke underligt, at det er svært at tale med mennesker, der er ekstremt stressede, når de ringer.

Nå, men opsummering efter ovenstående: Kommunikation er svært!

Den dag du skal ringe op til 112, fordi du er vidne til et trafikuheld eller en person der har fået hjertestop, da vil du også være udfordret.

Det er alle.

Det der kan hjælpe (og mindske risikoen for misforståelser), er at være så forberedt, som overhovedet muligt.

Jo mere (kvalitets) førstehjælpsuddannelse du har i bagagen, jo større er chancen for at du er rolig, når du behøver det.

Mit evindelige mantra med ”uddannelse, øvelse, træning” gælder også her – igen, igen (jeg ved du har hørt det mange gange før, hvis du har hængt ud i min førstehjælpsverden i længere tid, men det er altså fordi jeg mener det meget…)

Det giver i hvert fald mening og er logisk for mig, og jeg har set det i praksis mange gange.

Til dig, der ikke har været på førstehjælpskursus inden for de sidste par år, så kik lige her: Førstehjælp ved hjertestop

Til dig, der måske for nylig har været af sted: Fik du installeret den gratis 112 app på din telefon? Hvis ikke, så finder du den her: 112app

Bedste hilsner,

Henrik